Lars Bukdahl, Weekendavisen, 25.-31. januar, 2002

Knock-out

I al deres diskretion er John Bang Jensens korte prosastykker og næstennoveller bedst, når de enten folder sig forknoldet sammen eller skruer sig fabulerende ud.

Boks hedder John Bang Jensens prosadebut (hvis vi ikke tæller håndbogen 1000 meter til lykken - Hvad man bør vide om cykelløb og Tour de France fra 1997 med), en samling af 19 korte og bittesmå »historier«, og det kan man jo få til at betyde mindst to ting: dels kan det være et substantiv og betyde en lille kasse (man må gerne tænke på flyvemaskiners »black box«, hele to historier beskæftiger sig med luftfart), dels kan det være imperativ af verbet bokse, boks!, og er det ikke det, kamplederen råber, når to boksere skal begynde eller genoptage deres kamp? Bang Jensens talentfulde, både prægnante og stilsikre tekster bevæger sig frem og tilbage mellem disse to betydninger eller positioner, en boksagtig indelukkethed og en frembusende hittepåsomhed, og lige så ofte er det indelukketheden, der fabulerer løs, boksen, der bokser, og hittepåsomheden, der holder sig ned- og underdrejet, boksning i en boks.
Bang Jensens stemmeføring er overalt temmelig rolig, nøgternt konstaterende, men lige netop ikke neutralt minimalistisk (hvad der så end er det?), der er en smilende, undrende dirren til forskel. I to af historierne, »Det må han gerne« og »Kaffe«, gøres der forsøg med en sprogligt individualiseret og psykologiseret fortæller, og det kommer der ulykkeligvis, men ikke overraskende kun halvkvalt novelleagtighed ud af. Til gengæld fungerer den afsluttende, Seeberg-inspirerede readymade-tekst »Wow«, der simulerer en autentisk havarirapport, overmåde godt, fordi det er en kølig, legende stilisering af en i forvejen kølig écriture, rapportstilen.
Havarirapporten fortæller om et harmløst møde i luftrummet med en »fantastisk smuk, nærmest flammende rødlig-orange ildkugle«, og hører dermed til en lille gruppe af celestielle tekster: »Hvor man var« skildrer et mylder af glødende trivielle sidste øjeblikke, før en meteors katastrofale nedslag, »Tellus« er et noget stift (Abernes planet-)pointeret og stiliseret foredrag om umuligheden af liv i rummet, mens »747« nederdrægtigt krydsklipper mellem en særdeles nervøs flypassager og fortællerens alvidende konversation om en lillebitte revne i kompressorbladet, der langsomt udvider sig ... På samme måde bliver der af disse historier forunderlige og katastrofale revner i rationaliteten, trygheden, boksagtigheden.
Det samme gælder for de meget fantastiske, drømmeagtige tekster »Æg«, »Lille skov« og »Stolene«: i den første er der den realistiske ramme, at jeg'et i et tog, på grund af æstetisk idiosynkrasi over for sneen uden for vinduet, forestiller sig, at han er ansat ved »Banens Ægbekæmpelsesvæsen«, men fiktionen opnår hurtigt suveræn autonom status på det mest foruroligende, før den brat lukkes ned igen; »Lille Skov« er en intens hallucination om en drengs erotiske og kannibalistiske møde med en ung pige i en skov og »Stolene«, min absolutte favorit i bogen, giver en fuldstændig uforløst historie til bedste om en mand, der kommer på sporet af en hemmelig gruppe stolesituationister i Århus! Den kan ligne en absurdistisk udgave af Seebergs »Spionen«.
Der som bekendt handler om cykelløb, og som cykelentusiast må Bang Jensen naturligvis også have sin egen cykelhistorie, »Klonk« hvis protagonist modsat spionen i »Spionen" medrivende er helt oppe at køre, skævt ud ad landevejen, mens allehånde katastrofer og svigt passerer forbi undervejs. Bogens anden opkørte sportshistorie er »Århus-Feyenoord«, hvis fortæller er en dommer i en overstadig, drømmelykkelig kamp, hvor alle lykkes med alt, hvilket paradoksalt nok ender med at jage dommeren på flugt, for hvordan stoppe sådan en kamp, overstadigheden bliver et fængsel.
Ren indelukkethed finder man i »Fiber«, hvor en tvangstanke (om en fibertråd) forgrener sig muntert monstrøst, og i »Aften« om nødvendigheden af slet ikke at røre sig (de to ligger tæt på Bang Jensens milde, konstruktivt-klaustrofobiske poesi), og i »Furen - en gammel historie«, en meget, meget bastant sort absurditet om en mand, der er dømt til at ligge ubevægelig i en fure. To historier er helt korte syner og to tekster er kuldslåede, forvredne parforholdsfabler.
Den allerførste historie beretter om en drengs væld af omhyggeligt organiserede og forseglede hemmelige æsker og et par af de fantasier, der knytter sig til dem. Og sådan cirka fremtræder John Bang Jensens historiesamling: som et væld af omhyggeligt forseglede og organiserede hemmelige æsker, hvoraf flere åbnes på klem og andre holdes hermetisk lukkede, selvom noget eller nogen bokser voldsomt mod låget indefra. Det er æsker, der er konstrueret med stor sørgmodighed og stilfærdig humor og diskret dygtighed, og de er tilsammen et distinkt broget bokssæt.
 

til toppen


Erik Skyum-Nielsen, Information, 12. april, 2002
Når verden bryder sammen
- sker det måske helt stille: John Bang Jensens korte og meget korte prosa
Et eller andet magisk er der ved undertitlen: Nitten historier. Tallet 19 er højt, men ikke højt nok til bare at betyde ‘mange‘; men fra andre halvhøje tal adskiller det sig ved ikke at an-tyde noget særligt. Det skulle da lige være dén mangel, at der netop ikke var nok til en snes, hvad gustaf munch-petersen vel også i sin tid spillede på med sine berømte nitten digte (1937).
Undertitlen passer udmærket til de prosastykker, hvormed John Bang Jensen (f. 1964) vender tilbage efter digtsamlingerne Det meste er sandt (1991) og En verden til forskel (1996). For han kredser også som prosaist efter mangel på mening, fraværet af en forklaring.
Temaet kombineres i de fleste af bogens stykker med en særlig sprød præcision. Der anlægges gerne et næsten fagligt tonefald, som om vi har at gøre med en videnskabsmands rapporter, men ind i beskrivelsen af en genkendelig og identificerbar virkelighed sniges der så et element af gådefuld uberegnelighed, en spørgen, der blot vokser og vokser, til vi i tekstens slutning sættes af et helt andet sted, end hvor vi begyndte.
Flere tekster former sig som løbske lyriske fantasier, der lader et punkt forstørre op, indtil det har fået absurde dimensioner.
Nogle sneklatter på en stor, grøn mark langs jernbanen over Fyn vækker hos den rejsende en æstetisk idiosynkrasi, som han kun kan beherske ved at fantasere dem om til æg og selv forestille sig ansat ved Banens Ægbekæmpelsesvæsen. Tanken holder sig hele vejen til Århus! Verden er blevet en anden. Men måske den samme.
Kroppen som en ting
Karakteristisk for denne tematiske modulering er en novelle om et landevejsløb på cykel, »Klonk«, hvor Bang Jensen indforstået afdækker sportens interne dynamik: Hvem skal tage føringerne, hvornår bliver de andre trætte, hvad stiller man op med ryttere, der bryder løbets uskrevne regler?
Da historien slutter, skifter perspektivet imidlertid brat. Jeget har vundet løbet, eller i hvert fald været så tæt på, som nogen toer kan komme, og har med besvær fået sko og strømper af.
»Så kommer jeg til at kigge ned på mine nøgne fødder. De er kridhvide og fuldkommen opsvulmede. Det er, som om disse fødder ikke tilhører mig, som om de ikke er del af min krop.«
Legemet og tingene får selvstændig eksistens, som tidligere i historien, hvor rytteren accelererer og kæden siger: Klonk, som om han tog ladegreb på et gevær.
Bang Jensens interesse for cykling slår for øvrigt også igennem i en næsten klassisk pubertetsfantasi om kønnet, der pludseligt sætter skel.
Havde vi haft at gøre med H.C. Branner eller Martin A. Hansen, ville fortællerjeget færdes til fods, på kælk eller til hest. Men her tænkes i mekanik og teknik, når en verden lige så stille bryder sammen.

Ja eller nej
I andre af historierne bringes mennesker frem til en grænse og bliver stilfærdigt hældt ud over en kant, der adskiller den banale hverdag fra det fatale, fra katastrofen. Hvad vi kender, og hvad vi er vant til, slår uformærket om i sin modsætning, sådan som det sker for besætningen i en Boeing 747, der i et sekund (eller er det to?) observerer en lyskugle, med en anslået diameter på otte meter, der efter fysikkens love burde kollidere med flyet, men i stedet blot oplyser cockpittet så kraftigt, at styrmanden har fornemmelsen af at kunne se direkte gennem instrumentpanelet og flyets metalskrog. Skete der noget, eller skete det ikke?
Samme tvivl behersker manden, der i »Ja eller nej« krænger de nye, raffinerede strømpebukser af sin kones meget indbydende røv, men bagefter ikke ved, om der fandt noget samleje sted... Detaljer får læserne masser af, men om de henviser til verden eller blot svæver frit i luften som tegn, det finder vi aldrig ud af. Det reale bliver konsekvent gjort irrealt, som når en lyriker finder en metafor og straks bliver mere optaget af billedet end af den forestilling, billedet skulle illustrere.
Hermed er også antydet en kritik af begrænsningen i
John Bang Jensens metode, som midt i sin stilistisk velsmurte surrealisme har en tilbøjelighed til at fise ud i rene ligegyldigheder. Dette ses især i »Stolene«, hvor det samme sceneri gentages i varierende former, og i »Tellus«, en temmelig anstrengt videnskabelig tale om muligheden af liv på andre kloder end denne.
Hovedtitlen Boks læser man uvilkårligt som betegnelse for dén ramme, der tegnes om den enkelte tekst. Men læser man ordet som en direkte opfordring, bør den rettes mod forfatteren selv. Det ville være virkelig spændende at se John Bang Jensen bokse med verden i stedet for at kradse i den med en fyldepen. Bogen ligner præcis, hvad den er: en begavet lyrikers prosadebut.
 

til toppen

Mai Misfeldt, Berlingske Tidende, 26. januar, 2002
Boks med overraskelser
Med 19 små historier vender John Bang Jensen sikkert og overbevisende tilbage til den skønlitterære arena
Der går langt imellem John Bang Jensens udgivelser. Han debuterede i 1991 med den kritikerroste ”Det meste er sandt”, og fem år senere fulgte han debuten op med ”En verden til forskel”. Året efter kom ”Tusind meter til lykken - Hvad man bør vide om cykelløb og Tour de France”. ”Boks”, som den samling historier, John Bang Jensen nu lægger frem for offentligheden, er betitlet, er omfangsmæssigt ikke nogen stor sag. Til gengæld er den intet mindre end en nydelse - hele vejen igennem.
Boks. Smag lige på ordet; det klapper i med et veltilpas smæld og efterlader én fuld af undren over, hvad der mon er mon er indeni. Og sådan er det med disse 19 prunkløse fortællinger eller historier, som forfatteren selv betitler dem: Helt konkret er det små tekstbokse, de fleste på et par siders længde, den korteste under en halv sides penge.
Inde i tekstens boks hersker der en egen orden. Boksens begrænsning åbner, som systemdigterne så det, for et stort frihedsrum. Der kan faktisk foregå det mest utrolige og det mest almindelige på en gang i John Bang Jensens bokse eller tekster.

Vi kan vildledes ind i de mærkeligste forestillinger og fantasier, og enten bliver vi i dem, inden vi forsigtigt lukker boksen efter os, så det mærkelige ikke slipper ud, eller også punkterer de sig selv igen med et lille præcist smæld.
Som den helt eminente Højholt-inspirerede novelle "Æg", der konkret handler om en togtur fra Fyn til Århus. Fortælleren ser ud af vinduet, og synet af de brune pløjemarker med hvide snebræmmer giver ham kvalme. Så ulidelig kvalme, at han er nødt til at forestille sig, at sneformationerne er æg! Kæmpeæg. Og så er vi med, og nu begynder en fantastisk historie. Det bliver mere og mere utroligt, men så ”var vi også ved at være i Århus”. Klonk, der lukkede boksen i.
John Bang Jensen har helt tydeligt lært en del af Højholts showbevidsthed. Nogen af boksene er netop det rene veloplagte show, hvor sproget ruller af sted, og man bare står med nakken tilbage, åben mund og glaner betaget.
Bagefter er der ikke så meget at sige - hvem kan analysere artistens spring i trapezen i timevis - men den ekvilibristiske oplevelse sidder i kroppen.
Han kan sine modernistiske klassikere, John Bang Jensen, og han vil gerne lege med dem: Som i fortællingen ”Furen”, hvor Beckett bydes op til dans af en mand, der sidder nede i en fure, fuld af mudder. Han venter ikke på Godot, han venter såmænd bare på, at den ”skaldede” skal komme med lidt brød ...
Andre steder er det Seeberg, man kommer i hu, f.eks. i cykelløbsnovellen ”Klonk”. Men John Bang Jensens fortællinger har ikke samme lidt pointeagtige haleslag som Seebergs, de hører ligesom bare op, og så er der ikke mere i den boks.
Tit er det detaljen, John Bang Jensen kaster sig over, en detalje, som pustes helt op til en stor, luftig, rød ballon for så at ende med en lille sivende lyd. Et eklatant eksempel er fortællingen ”747”, hvor den noget neurotiske fortæller beretter om en lille krakelering i overfladen på et kompressorblad i en flymotor.
Det er ingenting, og alligevel vokser fortællingen om den store altopslugende ulykke sig frem, præcist som den gør i den fly-forskrækkedes hoved.
I flere af historierne tager det en rum tid, før man bliver klar over, hvorfra der ses, og hvad det egentlig er, man ser. Man skal ikke sidde og sove, men være en medspiller. Showet er også i kraft af tilskueren.
John Bang Jensen kan både det groteske og det helt underspillede og melankolske. Et smukt eksempel på det sidste er teksten ”Eftermiddagsavis”.
"På vej hjem gennem det tidlige tusmørke i november faldt mit blik ind i en stærkt oplyst stuelejlighed, hvor en ældre, bleg mand med en iltmaske af gennemsigtig plastic over næse og mund - af form ikke ulig dem, luftvåbnets jagerpiloter benytter - sad ret op og ned ved sit køkkenbord og læste. Idet jeg passerede køkkenvinduet, førte han langsomt og dybt koncentreret, eller måske snarere fuldkommen åndsfraværende, sin højre hånds pegefinger op mod den tildækkede og utilgængelige mund i den hensigt at ville fugte fingeren og bladre en side frem i, hvad jeg antog var den lokale eftermiddagsavis”.
Nej, der er måske slet ikke så stor forskel på at være dybt koncentreret og fuldkommen åndsfraværende. Begge dele kan man føle sig som læser af ”Boks”, som jeg vil anbefale læserne at finde hos den gode boghandel og åbne straks!
 

til toppen


Thomas Bredsdorff, Politiken, 25. januar, 2002
Kort og godt
Lysende stump-prosa giver små glimt af en anderledes verden
Nitten stykker på bare hundrede små sider, det er ikke meget til hver. Men i de bedste af dem er der nok til at fylde en hel verden.
I alle stykkerne er der et lag af minutiøs, omstændelig realisme. Den slå så i de gode over i sin modsætning, enten fordi sprogets opregning af data bliver ved ud over det rimelige, eller fordi den, der sanser tingene, begynder at fantasere. De sidste er de mest karakteristiske og vellykkede.
En persom sidder ved togvinduet og ser den sidste sne ligge i klatter ud over markerne. Klatterne bliver til æg for ham, han begiver sig ud i landskabet, udstyret med en kølle og giver sig til at smadre æggene et efter et. Til sidst gider han ikke mere, men så er toget også fremme i Århus.
Et andet eksempel er en mand på vej hjem over markerne på en fremmede egn, efter et sent selskab. Han ser for sig ud over disse marker en strøm af flygtninge, der ikke længere kan huske, hvad de er flygtet fra, kun føle smerterne i deres forslåede kroppe.
Et tredje eksempel - det eneste i bogen, der er lige ved at være humor - er en dommer, der pludselig ser det fodboldopgør, han fløjter til, forvandle sig til en drømmekamp, hvor alt lykkes, hver eneste aflevering lander for fødderne af adressaten, hvert eneste angreb ender i en scoring, skønt forsvarerne også spiller som engle. Hvem tør fløjte sådan en kamp af? I hvert fald ikke vor dommer, der ved stillingen 50-45, og efter at kampen har stået på i to timer, lige så stille lister ud gennem tunnelen, med jublen fra det århusianske publikum bag sig.
En anden type kortprosa, der også lykkes for John Bang Jensen, er den gode, gamle leg med at portrættere en sær person ved at bruge personens synsvinkel. Her er den klassiske lingeri-voyeur, der følger sin udkårne ind i undertøjsbutikken, "hun spørger ham aldrig til råds om det, hun skal købe, hun vil helst klare det selv, det med ting, der er til piger, det har han alligevel ikke forstand på, synes hun", fantaserer han. En mand, der tænker ting om sin tossede bror, så man fornemmer, han selv er lige så tosset, er en lige så vellykket tekst.
En gang imellem sker der ikke andet i John Bang Jensens prosa end det lidt, der sker. Historien om en cykelspurt virker nærmest som et eksperiment i kedsomhed. Eksperimentet lykkes. Men flertallet af disse tekster er det modsatte: små glimt af en anderledes verden under den tilsyneladende, som dukker frem, fordi det, der kan ses, er set så godt.
 

til toppen

John Chr. Jørgensen, Ekstra Bladet, 26. januar, 2002
Den 37-årige John Bang Jensen har tidligere udgivet to vittige digtsamlinger og en poetisk bog om professionel landevejscykling.
"Klonk", en af de nitten historier hvormed han nu debuterer som prosaist, handler om en cykelrytter, der efter et hårdt løb står og betragter sine kridhvide, opsvulmede fødder, som om de tilhørte en anden.
Denne skæve realisme er karakteristisk for Bang Jensens fortællekunst. Han lader detaljerne tårne sig op i mareridt. Undtagelsesvis ses lykkelige drømmebilleder: I en af historierne scorer to fodboldhold på alle deres angreb, og stillingen er 50-45, da dommeren forlader Århus Stadion!
Bang Jensen fortæller om de mest fantastiske begivenheder - fra katastrofer til perversiteter - i et nøgternt katalogsprog med knasende tør vid.
Formen er endnu noget præget af Forfatterskolen, som Bang Jensen frekventerede sidst i firserne. Hvis forfatteren en dag slap sine aggressive tvangstanker fri i større formater, kunne der ske ting og sager.
 

til toppen

Jon Helt Haarder, Morgenavisen Jyllandsposten, 25. januar, 2002
Tom boks
John Bang Jensen der har digtsamlinger bag sig, prosa-debuterer med let kedelige småstykker
I »Boks« er der 19 små, omhyggeligt detaljerede prosastykker om enten almindeligt næsten ingenting eller noget temmelig mystisk næsten ingenting fra vores hverdag. Flyvning, rum under trapper, akvarier, cykelture, sneklatter, der ligner æg og en mand, der bor i en plovfure. Omfanget spænder fra de der helt korte ægte 90'er-kortprosa-ting til mere traditionelle, næsten novelleagtige tiltag.
Stiløvelser
Penneføringen er præget af talesprog og alt er underspillet i tilsyneladende helt upretentiøs prosa som f.eks. sådan her, næsten rifbjergsk: »Så på næstsidste omgang vælter Finn Dam oppe foran«. Og så får vi en enkel lille beretning på nogle siders penge om et cykelløb. Helt ok som stiløvelse. Men det tilsyneladende enkle fremstår dog mestendels så vældig friseret og ciseleret. Dén blanding af det velkendte og det besynderlige, som hændelser og genstande ved nærmere betragtning fremviser, og som er disse små prosastykkers lavmælt avantgardistiske ambition om et bud på en anden verden under tingenes og sprogets almindelige overflade, ja undskyld mig, men den er altså slet og ret kedsommeligt og uvedkommende udført. Jeg åbnede boksen, men den var tom.
 

til toppen

Ove Kristensen, Kristeligt Dagblad, 6. februar, 2002
Kassetænkning
Småhistorier fra en syret verden af John Bang Jensen
Kortprosa er det navn, man har givet en særlig litterær genre, som har været enorm populær de sidste 10-15 år. Genren er båret af prosaens fysiske udstrækning eller tekstens størrelse og ikke så neget af dens indhold, tema, eller stil. Det ser ud til, at kortprosaen herhjemme deler sig i to lejre, hvor den ene interesserer sig for bekrivelser af hverdagsting eller hverdagserfaringer, mens den anden retning dyrker det underlige og mærkværdige, som knytter sig til tekstens muligheder for at udforske en anden verden, som det eksempelvis sker i Peter Adolphsens små historier.
I familie med Adolphsen er John Bang Jensen, som har skrevet en samling af 19 historier med titlen »Boks«. Jeg tror, titlen henviser til de små kasser, de forskellige historier udgør. Men det kan lige så vel være en opfordring til at bokse, at slås med historierne. De små historier på gennemsnitligt fem sider er små eksperimenter, som afsøger, hvad der er muligt med den korte form. Men selvom historierne er underlige, er de ikke absurde på den måde, at de viser hen til meningsløsheden i den moderne verden.
Bang Jensens historier er mere kynisk tilbagelænede som i historien, der handler om en revne i et kompressorblad, der på et senere tidspunkt vil forårsage en flykatastrofe, eller den, hvor en række glimt beskriver, hvor forskellige folk befandt sig, da den store meteor slog ned og slog alle ihjel. De bedste historier er alle fortalt af en meget distanceret fortæller, der skriver i en upersonlig stil.
Samlingen åbnes med den allerbedste, »Ingen der løber på trappen«. Historien foregår i et hus, hvor der er et værelse for lidt. Et rum under trappen kompenserer dog for det manglende værelse. Teksten zoomer nærmere ind i rummet under trappen, hvor der er nogle æsker. Inde i æskerne er der andre æsker, eller der er lavet små rum i æskerne. I disse rum er der ting, der blandt andet kan bruges til at opklare et mord, da en mand har ... Og på denne måde zoomer teksten ud igen og skaber en ny verden af den første verden. Det er nok dette, »Boks« henviser til. Små beholdere svangre med historier.
De bedste af de små historier er fantastisk gode, men problemet med denne genre er, at når det mærkelige kommer til at stå alene, så falder historierne til jorden. Der er et par af historierne, der ikke holder, men ellers er det en meget lovende prosadebut af John Bang Jensen. I modsætning til Adolphsen, der dyrker historiemes slægtskab med myterne, er forfatteren til »Boks« mere interesseret i det almindeliges mærkværdighed eller evne til at generere syrede forestillinger på baggrund af det almindelige. Der er også en herlig kynisme i nogle af historierne, hvor kynismen giver en noget at tænke over.
 

til toppen

Niels Houkjær, B.T., 26. januar, 2002
Vittige og vanvittige noveller
I hver eneste af John Bang Jensens 19 historier i novellesamlingen ”Boks” står forfatteren på spring med nye energiske overraskelser. Den samling af skæve eksistenser og idioter, han yderst begavet har samlet i sit persongalleri, insisterer alle på deres underlige forehavender, og som læser må man skiftevis le eller græde. Mest le, selvom forfatterens pointe tit gør ondt.
Der er den lille flok entusiaster, der udstyret med hver sin stol går gennem Århus og optræder. Der er tumpen, der med sin kølle slår sneklumper i stykker på marken, fordi han tror det er store æg. Der er den vidunderlige, ekstatiske fodboldlandskamp mod Holland, der ingen ende vil tage, men som dommeren hovedrystende forlader efter et par timers kamp ved stillingen 50-40! Og så er der det pikante, lille kærlighedsdrama, hvor akvarieejeren bliver nødt til at aflive sine scalarer, fordi hannen er blevet aggressiv over for hunnen. Da han serverer de veltilberedte akvariefiske for kæresten, aner man i den underfundigt beskrevne afsked efter måltidet, hvordan den kærlighed vil ende. Kuppet i samlingen er imidlertid den seebergske novelle ”Furen - en gammel historie”,der også kunne minde om Samuel Becketts absurde teaterstykke ”Vi venter på Godot”. En mand ligger i sin plovfure, hvor han bor og sådan set ingenting foretager sig. ’Den skaldede’ besøger ham nu og da, dels for at holde ham nede i furen, dels for at ydmyge ham.
Et virvar af idéer
Til sidst møder den skaldede op med en gummiged, og så må læseren selv gætte sig til den fatale udgang på historien. John Bang Jensen har utrolig mange indfald og idéer. De kommer alle fra en minimalverden og tilværelsens lilleskala, hvorfra de skrives op til store eksistentielle spørgsmål. Iderigdom kan være en styrke, men et samlende tema kunne have fuldbyrdet forfatterens ærinde og rundet novellesamlingen af med større konsekvens og mindre flimmer på nethinden, når man lægger novellerne fra sig.
 

til toppen

Lotte Thomhave, litteratursiden.dk
John Bang Jensen har skrevet nitten historier og puttet dem ned i titlen Boks. På linie med anden kortprosa er teksterne ultrakorte, og de er hverken digt eller novelle. Samlingen er på bare 102 sider. Den længste historie er på 10 sider og den mindste på under en side. (Og jo, han har været elev på Forfatterskolen). Hos Bang Jensen er det ikke kvantiteten, men kvaliteten, der er det æstetiske ideal. Hvad man også kan se i den næsten perfide trang til at præcisere sine udtryk i den beskedne produktion, han har præsteret indtil nu. Heldigvis, for det han får skabt, er en sublim samling, der rykker ved læserens vante forestillinger.

John Bang Jensen kan med ét forvandle en overset hverdagsting til en lille sensation. I Boks er denne teknik ført ud i sin yderste konsekvens. Og det er her, læseren alvorligt kommer ind i billedet, for man må 'gå med på' denne overskridelse af den vedtagne virkelighed, som var man til en 'stand-up-poetry-performance'.

Boks er den 37-årige digters første prosabog. Bang Jensen debuterede i 1991 med digtsamlingen Det meste er sandt, som er en finurlig fætter-ting, hvor fortælleren betragter verdens små selvfølgeligheder med et skævt, undrende blik. Først i 1996 kom den næste samling med titlen En verden til forskel, og året senere dukkede så fagbogen op: Tusind meter til lykken - hvad man bør vide om cykelløb og Tour de France (iøvrigt en elegant letlæst indgang til et drama på verdensplan).

Teksterne i Boks omhandler tilforladelige, dagligdags og uspændende ting, der egentlig ikke rummer nogle historier i sig. Læseren kan ind imellem kede sig bravt; for der sker jo ingenting. Som f. eks. i den første historie, hvor fortælleren detaljeret beretter om indholdet i et pulterkammer. Her ligger der poser med gammelt tøj, gardinstænger og æsker med kedsommelige indretninger. Og dog. En detektivæske får sat historien i sving. Pludselig er læseren midt i en sindsoprivende mordopklaring. Virkeligheden slår sprækker, og historien begynder at 'sejle'. En sten i en stjerneæske, fundet ude i det ydre rum, lægger kimen til et muligt fælles handlingsforløb for samlingens nitten historier.

"…Hvad det ene hæfte angår, så er det i virkeligheden en slags bog eller manual, man kan slå op i for at se, hvordan man opklarer store forbrydelser. For eksempel en forbrydelse, der lige er sket, hvor en ukendt mand har smidt et lig i åen og er på flugt fra politiet. Da han smed liget ud fra sin bil, rev han en knap og et stykke af sin bluse af. Det er denne knap og dette stykke stof, der nu ligger i æsken. Så kan man gå fra hus til hus for at se, om der er nogen, der mangler knappen og blusestykket…Så er der også stjerneæsken……Låget er nødvendigt, for stenen er nemlig radioaktiv…stenen, der er blank som glas, er fundet på en stjerne, som det tager hundrede år at flyve ud til. Men man sover i en lille lufttæt kabine undervejs…"

Historierne folder sig ud omkring mulige katastrofer, et fly der (måske) falder ned. En havarikommission rapporterer om et underligt hvidt glimt. Konspirationer lurer overalt. Læst på et realplan er Boks måske betegnelsen for den sorte boks, der altid kan findes efter et nedstyrtet fly, eller måske blot indpakkede observationer fra en fortællers forpinte hjerne? Under læsningen af en af de mest suveræne historier, "Hvor man var", falder man ned i en udstrakt tidslomme, hvor to sekunders evighed er fastholdt i et rigidt fokus på 12 tilfældige personers gøren og laden, inden en mulig katastrofe har udslettet dem fra jordens overflade. Det er vanvittig morsomt på en uhyggelig måde.
Boks har noget af den mest suveræne vildt-vovede arrogante humor, jeg har været udsat for, siden jeg læste Raymond Carvers lille novellesamling Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed. John Bang Jensens entré ind i prosaens verden er en dristig debut. Værsgo´ og læs! [Oprindeligt anmeldt i BogWeb i maj 2002]
 

til toppen

Kim Johannessen, Standart, nr. 2, juni, 2002
Bangs sorte "BOKS"
- fuld af absurde, aldeles usandsynlige, men statistisk mulige historier om virkelighedens kollaps
Værsgo! En fluevægter af en velskrevet bog - »BOKS« fra John Bang Jensen med 19 eksistentielle boksekampe; små fine historier, der hver især forsøger at knockoute virkeligheden ved at pege på dens absurde, aldeles usandsynlige, statistisk mulige og ofte dybt personlige måde at gestalte sig på.
Typisk handler historierne i »BOKS« om (næsten) helt almindelige mennesker som du og jeg, men så er det, at virkeligheden - den derude i verden og den i vores hoveder - rører på sig: Der sker noget, eller der sker absolut ikke noget, og så sker der for alvor noget mærkeligt, som rammer en lige midt i det litterære mellemgulv.
I »Fiber« har en mand for vane at gøre sig overvejelser over nok så ligegyldige ting. Som f.eks. da hans blik tilfældigt falder på nogle tæppefrynser og tvinger ham til at overveje, om der opstår en temperaturforhøjelse »præcis der, hvor en enkelt af frynserne falder lidt op«. I så fald må temperaturstigningen også gøre gulvet lidt varmere og brede sig nedefter til trækonstruktionen og så videre... Her er det så, at tankeeksperimentet går amok og får den minimale ophedning til at fortsætte tværs gennem jorden, indtil kineserne er involverede: »Og de ville nok undre sig. Ikke ane, hvad der foregik.«
Denne historie er typisk, fordi den beskriver det virkelighedsregime, som et yderst fornuftigt vestligt individ er underlagt - fysisk som psykisk. Vores store viden om virkeligheden har med andre ord gjort os til slaver. Vi forstår det hele lidt for godt, også når den potentielle katastrofe truer som i historien »747«. Her fremstår ovennævnte konsekvens-tankegang pludselig yderst relevant. I »747« følger vi således en mand, der skal ud at flyve. Han lider tydeligvis af flyveskræk og forestiller sig det værste. Med et fortællernæssigt dobbeltgreb får vi samtidig indblik i, hvordan en mikroskopisk revne i flyet er ved at udvikle sig til noget, der med tiden vil føre til et flystyrt. Mandens skræk er altså reel nok; han er underlagt denne verdens mikroskopiske forskydninger. Og selv om han slipper denne gang, så ved vi - læserne - at 'årsag og virkning' hersker og regerer. Derfor kan historien også slutte med at konstatere, hvordan haverifolkene »efter mange grundige analyser under mikroskop vil kunne fastslå, at en revne i det [kompressorbladet] var årsag til hele miseren.«
Med denne historie in mente, kan vi også tænke på »BOKS« som et billede på flyets sorte boks. Her indsamles alle data om flyets kollaps. »BOKS« er altså en slags haverirapport over virkeligheden.Vi hører om det, der ikke burde kunne ske; alt det, som det ville være for absurd at forestille sig; den usandsynlige katastrofe. I »Århus-Feyennoord« udvikler en fodboldkamp sig til et sindssygt målorgie, dommeren tør ikke fløjte kampen af, spillerne bare spiller og spiller, publikum er ekstatiske, og dommeren forlader fortvivlet kampen uaffløjtet og med en følelse »som en overlevende, der redder sig ud af en sammenstyrtede bygning.« I »Pterophyllum scalare« bryder helvede pludselig løs i et akvarium, da en han-scalare uden nogen grund forvandler sig fra en fredelig fisk til en psykopatisk hustruvoldsfisk.
Jo, »BOKS« er et sandt rædselskabinet. Men den er det på en subtil, humoristisk og ofte lavmælt måde. Der fremtures ikke, der økonomiseres med virkemidlerne, der leges sindrigt med synsvinklerne, og endelig er flere af historierne så skarpskårne, at læseren selv må fuldende billedet. Min eneste anke er, at »BOKS« er for tynd og hurtigt læst. En opfordring skal derfor lyde: Gi' os noget mere BOKS, Bang!
 

til toppen

Max Ipsen, bogogide.dk, 4. februar, 2002
"Wow!", sådan hedder den sidste tekst i John Bang Jensens prosadebut, "Boks". Og det er den fornemmelse man sidder med efter at have læst bogen, wow! Man sluger den i et stræk - og bagefter går man så og tænker over den; den er nemlig ikke sådan at få ud af systemet igen når den først er kommet ind. For "Boks" er både en god bog og en sammensat og mærkelig bog.
"Boks", det er det kamplederen siger til bokserne når kampen starter, det er selvfølgelig også betegnelsen for en lukket kasse, og det er den sorte boks som vi hører om ved flykatastrofer; den boks som, hvis man finder den, kan give svar på flyets færden op til ulykkestidspunktet. Det passer alt sammen meget godt: "Boks" er en bog man må gå i kødet på, "Boks" er en bog der - til tider - er lukket som en ... ja, boks, og "Boks" er en bog der blandt meget andet handler om sorte bokse og som rapporterer om tiden før katastrofen, ikke kun, men også, den slags der sker med fly.

"Boks" er som nævnt en sammensat bog; både stilistisk og tematisk. Den skifter suverænt mellem det minimaltrealistiske og det fabulerende-fantastiske (af og til i samme tekst, hvis man altså kan forestille sig det). Den handler - bogstaveligt talt - om alt mellem himmel og jord; lige fra fodbold, formiddagskaffe, fibre og formiddagsavis til flykatastrofer og flyvende meteorer.

Inspirationer? Tjah... Højholt når han skriver blindgyder og Peter Seeberg, vil jeg gætte på. Men frem for alt er det her John Bang Jensen, så der er ikke andet og sige end: Mere "Boks", mere prosa, gerne af den korte slags, mere John Bang Jensen, mere... Og kan man ikke vente på et nyt udspil så har John Bang Jensen faktisk tidligere skrevet et par gode digtsamlinger.
 

til toppen

Ida Relsted Iversen, Fyens Stiftstidende, 4. februar, 2002
Forsvinder som en drøm
John Bang Jensen prosadebut består af 19 såkaldte historier: Enkelte er små brudstykker, mens andre er hele fortællinger. Stilen er nøgtern, men indholdet overskrider virkelighedens grænser, eksempelvis dækker æg i kæmpeformat landskabet. Bogens brudstykker er næsten uden handling, og man bliver som læser derfor ikke viklet ind i en historie. Derimod skaber fragmenterne undren, fordi de, i et gennemsigtigt sprog, fortæller om både unaturlige og helt almindelige ting, alle dog med et twist eller glimt i øjet.
"Boks" besskriver stemningsbilleder, små hændelser eller øjeblik, der indkapsler en følelse af noget mærkeligt. Det uforståelige er grundtonen, selvom nogle af fragmenterne kaster et blik på små ting fra hverdagslivet såsom kvindenumser eller stole.
Mest virkningsfuld er fragmentet "Hvor man var". Det fastfryser en række menneskers sidste handlinger og tanker, øjeblikket før en uspecificeret katastrofe indtræder. Eller fragmentet "Eftermiddagsavis", som også er optrykt på bogens bagside. Her studser fortælleren på en sådan måde over en fremmeds håndbevægelse, at også læseren undrer sig.
Desværre er ikke alle 19 historier så tankevækkende som de to. Store dele af bogen fungerer snarere som en drøm, der er interessant, mens man drømmer den, underlig og uforståelig når man vågner, og hurtigt derefter forsvinder ud af erindringen.
Med "Boks" skaber John Bang Jensen drømmens fornemmelse af undren, men som en drøm forsvinder den hurtigt igen.
 

til toppen

Morten Tjalve, Herning Folkeblad, 9. februar, 2002
Historiens sorte boks
John Bang Jensens novellesamling »Boks« består af nitten korte og ultrakorte noveller.
Der er både velkendte og nye træk i bogen. Det velkendte er, at man som læser skal finde novellernes »sorte boks«; forstå hvad der sker, hvem der fortæller, gennemskue en utroværdig fortæller o.s.v. Det er set før, men det fungerer alligevel godt for Bang Jensen, fordi han er meget fantasifuld og overraskende, til tider på grænsen til det absurde. Som læser kastes man hele tiden ind i nye miljøer; der skal »opklares«, der går næsten sport i det.
Novellerne udfoldes pertentligt i et fermt sprog, Bang Jensen skriver godt og har kælet for detaljerne undervejs. Også i de mere enkle historier, der blot giver øjebliksbilleder fra for eksempel et cykelløb. Det er ikke alle historierne, der efterlader lige store indtryk, men hovedindtrykket er godt håndværk, der er ganske interessant og læseværdigt.
 

til toppen

Kenneth Klingenberg, Frederiksborg Amts Avis, 26. januar, 2002
19 slags virkelighed
Virkeligheden, det er den, vi ser; når vi åbner øjnene. Det er den, vi hører. Den vi kan mærke, smage og lugte. Men virkeligheden er også inde i hovedet.
I John Bang Jensens samling af historier, »Boks«, er grænsen mellem verden udenfor og den inde i hovedet på de 19 fortællere umulig at få øje på. Er det alt sammen noget, der foregår inde i hovedet på den dommer, der oplever sit livs fodboldkamp, hvor ingen spillere sætter en fod forkert, og kampen bare fortsætter og fortsætter? Møder den unge fyr, der cykler ud i skoven en mørk aften, virkelig et fe-lignende væsen, der tager hans uskyld? Den slags kan jo slet ikke ske - eller er det bare aldrig sket før?
Forvent ingen afrundede slutninger, moraler eller forklaring på, hvordan tingene hænger sammen, hvis du dykker ned i John Bang Jensens skildring af virkeligheden. I 19 historier - den ene ikke længere end der er plads på bagsiden af omslaget - præsenteres små overraskende bidder af livet, der efterlader læseren med en vis tvivl om, hvordan den rigtige virkelighed er. De indimellem meget fantasifulde små beretninger løfter en flig af tæppet for en helt anden tankevækkende verden, end den vi har vænnet os til at se.
Historierne er forfriskende enkle. Og komplicerede.
 

til toppen

Jens Henneberg, Nordjyske Stiftstidende, 11. februar, 2002
Uhyggelige små historier
John Bang Jensen har tidligere udgivet et par digtsamlinger og forsøger sig nu med nitten korte historier, en slags rapporter fra virkeligheden.
I de bedste af dem – og der er et par stykker, som absolut kan gå an – sniger en uhygge sig ind, en uhygge som vi bl.a. kender fra Poul Anker Bechs malerier. Verden er måske ikke ganske, som vi forudsætter: måske er vi slet ikke så tilforladeligt hjemme i tilværelsen, som vi går og tror.
Det kommer bl.a. til udtryk i samlingens sidste fortælling om to piloters besynderlige oplevelse i cockpittet på deres fly. Det er en fremmedgørende oplevelse, som i en mere kvalmefyldt version findes i historien ”Klonk” om en cykelrytter, der efter løbet ser ned på sine fødder: ”De er kridhvide og fuldkommen opsvulmede. Det er, som om disse fødder ikke tilhører mig, som om de ikke er en del af min krop. For en tid glemmer jeg alt om omkring mig, sidder bare og betragter mine fødder, prøver at forlige mig med dem, prøver at overbevise mig selv om, at alt er, som det skal være.”
Så vidt så godt, men problemet er, at John Bang Jensen ikke rigtigt formår at få sine fortællinger og dermed sine problemstillinger til at folde sig ud. I en enkelt meget kort fortælling "Eftermiddagsavis" lykkes det - ikke mindst på grund af den overraskende pointe.
Men ellers virker fortællingerne på en underlig måde så ukomplekse - så ensartede, og det til trods for, at den inderste intention tilsyneladende er at afsløre en sammensat verden.
 

til toppen

Andreas Kilden, Vandfanget, maj, 2002
Halvanden fuldtræffere ud af nitten
John Bang Jensen får med Boks sin egentlige prosadebut. Han har tidligere udgivet en bog om cykelløb under titlen Tusind meter til lykken - hvad man bør vide om cykelløb og Tour de France (1997) – en passion, der også er til stede i Boks i form af novellen ”Klonk” om jeg-fortællerens sejr i et cykelløb. Desuden har Jens Bang Jensen tidligere udgivet digtsamlingerne Det meste er sandt (1991) og En verden til forskel (1996).
Under genrebetegnelsen historier gemmer John Bang Jensen alt fra egentlige noveller til små kortprosastykker. Nitten af slagsen. Tematisk er de ikke så lette at placere. De fleste historier bevæger sig indenfor eller tager udgangspunkt i et hverdagsligt univers som enten bevares eller sprænges surrealistiske elemeneter.

Det kendetegnende ved historierne, uanset deres karakter, er, at John Bang Jensen ikke rigtigt formår at få det gjort interessant. Der mangler simpelthen noget. Sproget mangler spændstighed og en tydelig position eller prioritering, og tematikkerne mangler skarphed og fokus. Man sidder som læser med en næsten konsekvent fornemmelse af uforløsthed.

De eneste undtagelser er, når fantasien giver den gode idé et ordentligt spark i røven. Det sker f.eks. i historien "Æg", hvor en togpassagers irritation over endnu ikke tøede sneklatter på forbifarende marker udvikler sig til forestillingen om at klatterne er æg, som passageren i sin funktion af "Banens ægbekæmpelsesvæsen" skal smadre, mens hans korrumperede chef prøver at omsætte dem på det sorte marked. Men det er faktisk også det eneste eksempel, hvor uforløsthedsfornemmelsen fordufter.

Fantasien får frit løb et andet sted. I historien ”Lille skov” møder man en knægt, der har været ude i skoven og lege. Her har han glemt en trøje. Selvom det er blevet aften, mørkt og uhyggeligt, er de ingen kære mor; han må ud efter den. Han møder en nøgen og mildest talt imødekommende kvinde – hun er kun kortvarigt iklædt den glemte trøje. Men da knægten "ikke var gammel nok" til at interessere sig for den slags, bliver kvinden i det følgende seksuelle optrind flødeskumskageliggjort. Munden, der kysses, er som blødt skum, brysterne slikkes af som kagecreme, og kussen bliver simpelthen æt i store bidder.

Det er en sjov idé, der skrives godt på balancepunktet mellem den egentlige handling og dens kageliggjorte vrængbillede. Men så kommer slutningen med sit klodsede ”Jeg ved ikke, hvad klokken var, da jeg cyklede hjemad. Men det må have været sent ...” Uforløstheden i projektet kommer ubehjælpeligt tydeligt frem. Synd, men 1½ fuldtræffere ud af nitten er ikke nok.
 

til toppen
 

Lars Bukdahl, Weekendavisen, 4.-10. juli, 1997
Digterne på pedalerne
John Bang Jensen er endnu en nøgtern poet med hang til professionelt cykelløb
Man kan ikke sige, at forlaget Borgen ligefrem flager med det faktum, at John Bang Jensen, forfatteren til deres nye kioskbasker »Tusind meter til lykken, Hvad man bør vide om cykelløb og Tour de France«, tidligere har udgivet to meget fine digtsamlinger, »Det meste er sandt«, 1991, og »En verden til forskel«, 1996: det kan kun lige skimtes med meget små bogstaver under »af samme forfatter« på side 2.
Og det kan jeg ikke forstå, for der er da særdeles illustre fortilfælde for sammenblandingen poesi og cykelløb netop i Danmark, Ebbe Traberg kunne nævnes, og fremfor alt har vi jo Jørgen Leth, der snart atter taler indtrængende ud gennem skærmen til et publikum, der er uforholdsmæssigt større end den lille retfærdige flok, der for tredive år siden købte digtsamlingen »Sportsdigte«, tilegnet Ole Ritter, med forside af Per Kirkeby, og allerede i det første digt fik forklaret det hele:
»Her kommer vi, de store kørere i verden, / jeg midt i feltet med rolige øjne, / vi kender hinanden på den rundstrækning / som vi igen er kørt ud på / vi kører rundt og bliver aldrig færdige / med at splitte feltet / stikke af, indhente, rykke på bakkerne, / jeg mærker mit hjerte stampe uforstyrret / jeg må stadig ikke miste det tråd / som vil bære mig længst«.
Som digtere ligner John Bang Jensen og Jørgen Leth hinanden lige præcis så meget, at det ligner en tanke. Man finder den samme kølige, nøgterne tone og holdning i deres digte, en konstruktiv, nervøst iagttagende coolness på randen til det absolutte kaos og det rene intet. En coolness, som skiftevis lader sig fortolke som udslag af den blankeste melankoli og af den letteste ironi, hvis man altså er i det fortolkende hjørne. Her koncentrerer Jørgen Leth sig om et hårdkogt æg i et digt fra hans seneste digtsamling Hvordan de ser ud fra 1987 (der må godt snart komme en ny):
»Det er et hårdkogt æg / jeg piller skallen af det / jeg spiser det / jeg kan godt lide æg / jeg spiser æg hver dag / jeg kan bedst lide hårdkogte æg / jeg elsker at pille sådan et / og så lidt salt på / men ikke peber / jeg bestemmer selv / hvad jeg vil tænke på / jeg hader at kede mig / jeg spiser hårdkogte æg / jeg siger jeg spiser hårdkogte æg«.
Og her tager John Bang Jensen vare på sig selv i et digt fra En verden til forskel:
”Jeg er ikke en mand af principper / men et er dog ufravigeligt: / Jeg smider ikke brød ud til fuglene gennem vinduet. / Det kan hurtigt blive et skråplan. / Det kan hurtigt blive vanskeligt at overskue. / Det kan antage karakter af belejring / hvis rygtet kommer til at gå mellem fuglene / at noget sådant finder sted / hvor jeg bor«.
Hvad har alt det poesi så med Tour de France at gøre, vil den utålmodige læser med rette spørge. Mit svar vil lyde, at de store cykelløb er den perfekte omvending af det trivielle livs dødelige rod: en nøje tilrettelagt, højdramatisk virkelighedsføljeton, ansigt til ansigt med tilfældet, med Leths ord er cykelløbene »rituelle skuespil af stor skønhed og dybde«.
Man kan hengive sig til det komplekse strategiske spil, men pludselig er det også muligt at hengive sig til galskaben og uforudsigeligheden, de bratte og umulige ryk; planer kan lykkes, og planer kan køres helt i stykker, og for de dirrende pragmatikere med de store øjne er der en skønhed i begge dele, der ikke rimer på nogen hverdag (hele hero- og skønhedskonceptet har Bang Jensen overtaget direkte fra Leth).
Jørgen Leths store Tour de France-bog »Den gule trøje i de høje bjerge« fra 1995 er et encyklopædisk mylder af definitioner og situationer, beskrivelser og betagelser, som en moderne roman eller netop som et etapeløb.
John Bang Jensens bog er meget mindre og meget strammere, en samling spilleregler simpelthen, analytisk tæt, sådan og sådan forholder det sig med det og det, strategityper, etapetyper, ryttertyper etc. Og altså også lidt vel kedeligt og pædagogisk, hvis man ikke lige interesserer sig for tour'en eller for John Bang Jensen, men det gør vi jo.
Jørgen Leths fristelse er det absolutte kaos, jvf. hans film og reportager fra Haiti. John Bang Jensens fristelse er det rene intet, jvf. hans digtkreds i det nye nummer af Banana Split om Narjan-Mar, på kanten af Ishavet:
»Narjan-Mar er ikke andet / end en krusning på vandet / når det pludselig blæser op«. Men dér midt mellem Port-Au-Prince og Narjan-Mar befinder Pyrenæerne sig, hvor meningen et kort øjeblik kan komme i kraftfuldt tråd.
 

til toppen

Poul Borum, Ekstra Bladet, 30. marts, 1996
I sin skønneste orden
For fire år siden debuterede John Bang Jensen med en fin og stilfærdig digtsamling, og nu kommer han igen i samme stil. Stemmen er unægtelig spæd og spinkel, men det skal der også være plads til, og Bang Jensen har både sanseapparatet og sprogsansen i orden. Han beskriver verdens fænomener med storøjet forundring og ofte fin humor, og han lytter sig på en meget original måde ind i hverdagssprogets dybder som i bogens titel eller et digt, der slutter med at konstatere, at alt er ”i sin skønneste orden”, så man pludselig oplever det slidte udtryk.
Og der er i hvert fald ét lille digt på otte linier i bogen, som jeg er sikker på jeg vil huske meget længe, et digt om at bestige skyer som bjerge.
 

til toppen

Connie Bork, Politiken, 28. marts, 1996
Langsomt lykkelig og melankolsk
John Bang Jensens digte gør indtryk
Det er tirsdag, men den virker ikke.
Sådan starter et af John Bang Jensens digte, og det fortsætter, det bliver meget værre endnu: ”Der er noget galt med lyset. / det vil ikke blive lyst”.
Og når man så vil bruge trappen, hvad sker der så? Vil man op, er trappen af sand, vil man ned, kommer man længere end man tror. Man kan ikke gøre noget ved den tirsdag, den skal bare slæbes væk, så er vi af med den.
John Bang Jensens nye digte er velturnerede, humoristiske og opmærksomme. Man kan lige så godt se det i øjnene, i hans digte bliver man langsomt lykkelig – og man bliver ligeså langsomt ulykkelig. Fordelen ved hans digte er man kan se vandstanden stige, lige før den løber ind i munden på én:
”Jeg er ikke deprimeret. / Mit stemningsleje / er bare relativt lavt.”
John bang Jensen skriver tæt på det talte sprog, og aflokker det nuancer og hemmeligheder, man ikke har tænkt på, og især får han fremmanet dette blide følelsernes hav, hvor man vugger og vugger afsted, og selvfølgelig ender med at bliver temmelig fræk og kåd.
Det hele siver ind i John Bang Jensens neddæmpede, men alligevel smart behændige sprog. Hans digte gør indtryk med deres lange sikre tilløb. Deres vilje til at vugge en hemmelighed og give den fra sig på rette tid og sted.
”En verden til forskel” vidner om et stort register. John Bang Jensen har åbnet sig for verden i disse digte, og den er kommet ind, med tirsdag og det hele.
 

til toppen


Jan Thielke, Weekendavisen, 26. april, 1996
Forskelsfund
John Bang Jensen (f.1964) debuterede i 1991 med samlingen »Det meste er sandt«, som bestod af en slags lavmælte, men grundlæggende sabotager. Når han var bedst, lyttede han sig ind på en vending, en forestilling eller en hverdagssituation og rev lige så stille tæppet væk under den og de ord den bestod af. Det var en overordentlig lovende bog. Først nu kommer hans anden bog. Den hedder »En verden til forskel«.
Jeg hørte John Bang Jensen læse op fra »En verden til forskel« sidste år og har næret meget store forventninger til den. Og de forventninger indfries stort set, selvom det er en meget talt poesi, Bang Jensen skriver. John Bang Jensen er på sin egen lavmælt elementære og lettere paranoide måde den yngre lyriks bedste bud på en ny Benny Andersen.
Når han er bedst kan Bang Jensen det der, som Benny Andersen kan, når han fremhæver at »fugle flyver i flok, når de er mange nok«. Men mere ensomt og uden at forfalde til den opbyggelige tomgang, der også kan præge Benny Andersen. Det opbyggelige overlader Bang Jensen til den tilhørende læser. Men det betyder jo ikke, at han behøver at være upåvirket. I digtet »Jeg er ikke deprimeret« siger han: Jeg er ikke deprimeret./ Mit stemningsleje/ er bare relativt lavt.
John Bang Jensens poesi er, som det meste af de nye halvfemseres poesi, ikke specielt virkelighedsforskrækket. Elfenbenstårnene har været under ombygning og har forlængst fået plads til den omgivende verden, til etableringen af den - uden at glemme at det foregår i sprog og alt det. Den diskussion refererer den selvbevidste titel »En verden til forskel« til.
Men John Bang Jensens ærinde er ikke en teorisk diskussion, men poesien selv, hvilket digtet »Det er vel en gammel diskussion«, der tager udgangspunkt i disse års ofte ørkesløse poetikovervejelser og er efter alt at dømme tænkt som en polemik mod disse: Det er vel en gammel diskussion/ der handler om hvori det poetiske består./ Gå ud og lav kaffe./ Se om der er kommet post./ Tænk på noget andet./ Og gå så ud og se/ om der er kommet post.
Man kan så, når det kommer til stykket og den gamle diskussion, diskutere, om John Bang Jensens poesi ikke netop er for filosisk eller semiotisk grundet, men tager sig alligevel i det. Langt hen ad vejen i hvert fald. For digtene løfter sig som oftest over det filosofisk undersøgende. Allerstærkest i digtet »Jeg var på vej over en bro«, hvor jeg’et på vej til at møde sin veninde stoppes af »en kvinde med mørkt og udtryksløst ansigt«, der har et regnskab at gøre op med jeg’et og hviskende beder ham anstrenge sig mere med sin kærlighed. Digtets sidste del lyder således:
Der kom et mærkeligt tvetydigt/ smil om hendes mund/ og så fæstnede hun sit blik/ på et eller andet langt bag ved mig./ Jeg vendte mig om for at se hvad det var./ Der var kvinden/ som jeg lige havde stået over for/ der nu langsomt fjernede sig og forsvandt./ Glidende./ Som om hun svævede/ et par centimeter over jorden. Eller blev trukket af sted/ på en lille vogn med meget små hjul.
Det er et herligt digt og er det første af de kærlighedsdigte, der med jævne mellemrum dukker op i digtsamlingen og holder den sammen, men kun digtsamlingen, for jeg’et sander efterhånden, at der er en verden til forskel på ham og kæresten.
Det er flot og imponerende enkelt gjort. »En verden til forskel« lykkes ikke i et og alt, men det er en stærk lille bog. Lur den. Den er rigere, end den umiddelbart ser ud. Og så har den humor. Det er sjældent i den yngre lyrik.
 

til toppen

Neal Ashley Conrad, Information, 9. juli, 1996
Livet på gyngende grund
John Bang Jensen er en underfundig lyriker med et skarpt blik for hverdagens brudflader
Man gør sig iblandt for hurtigt færdig med stilfærdig lyrik. Det vil sige poesi, der ikke gør særligt væsen af sig, og tilsyneladende heller ikke sætter synderligt meget på spil. Det er sådan en poesi, John Bang Jensen skriver. Han er en 90'er-digter, der i mere end en forstand har levet sit eget digteriske stilleliv.
John Bang Jensen debuterede i 1991 med den overraskende digtsamling »Det meste er sandt« og har udsendt adskillige digte i diverse tidsskrifter. Hans stil er afdæmpet og lakonisk, men i hans nye, anden digtsamling »En verden til forskel« oplever man både stemmens udstrækning og en underfundigt legende måde at udnytte hverdagssproget på.
Tonen, de pudsige spil med klicheer og digtenes hæften sig ved paradoksale detaljer er beslægtet med Benny Andersen, andre steder er der et mere systemisk-minimalt og eksistentielt lag i digtene, som kan minde om den tidlige Inger ChrIstensen. Men fremfor alt er der en personlig reflekteret forundring, der ofte enten bevidst underspilles, oplades af humor eller vendes udi ironi, som gør John Bang Jensens digte ret virkningsfulde.
Humoren toner frem
Bang Jensen har en fin (selv)ironi, hvormed han punkterer sin egen retoriske forholdsmåde. Pludselig toner en sarkasme eller karsk humor frem, som her »Virkeligheden overgår ofte fantasien / men lige så ofte har man også / en lidt for banal fantasi«. Når det kommer til stykket, lever vi på ”Gyngende grund.”
Bang Jensens digte kan virke nok så velkendte, men man bliver ikke uden videre fortrolig med dem. Heller ikke når det i digtet »Jeg er ikke deprimeret« tragikomisk lyder: »Jeg er ikke deprimeret./ Mit stemningslejel er bare relativt lavt.«
For der er hele tiden noget, der ikke passer. Og hvad skal man tro, når virkeligheden beskrives som et sted, hvor man blot sørger for at holde balancen »som om alting var/ som det skulle være/ og næsten i sin/ skønneste orden.«
Digtene omgås det hverdags- og talenære sprog med en sådan selvfølgelighed og sikkerhed, som var den minutiøse registrering af hverdagslivet selve hovedsagen. Det kunne et digt som »At få en hverdag til at fungere« give indtryk af: »Det er tirsdag, men den virker ikke./ Der er noget galt med lyset./ Det vil ikke blive lyst./ Et eller andet har snøret sig sammen om tidens hals./ Man kan ikke bevæge sig som man vil./ (...)«.
Men hverdagsplanet modsvares af digtenes lurende underlag, den på den ene side legende, drengede og dagdrømmeriske omgang med hverdagssproget og på den anden side den uhyggelige fravendte og ensomme verden, som er digtenes udgangspunkt. Som i digtet »Det er ikke til at vide«, som med få vers blotlægger hele samlingens problemfelt: »Det er ikke til at vide hvor det skal komme fra/ hvis det skal kaldes virkelighed. (...) Virkeligheden er også alle vegne./ Det er ikke til at vide/ hvor man skal gøre af sig selv.«

Billeder på funktionsfejl

Det digterisk udfordrende kunne nemt gå tabt i banale konstateringer og løse hverdagsrids, hvis ikke der netop var en stemme tilstede, som gør digtene til kvalificerede eksempler på virkelighed, billeder på funktionsfejl ved dagliglivet »som det er«, glimt af stunder, hvor noget gik galt, hvor man tilfældigt mistede noget uerstatteligt, den elskede, en tilfældig kvinde eller øjeblikke, hvor der søges hinsides ensomheden og fremmedheden - sammen: »Ingen vil være alene/ når døgnet drejer mod den slags/ aftener og nætter/ hvor man ligger og ikke kan sove./ For varmen./ Og for den andens hud/ som også er glat og våd af sved.«
John Bang Jensen vedkender sig det upraktiske ved at digte og omgås sager, man ikke bliver klogere af, men omtaler alligevel sin metier som at lægge sten for sten til det bjerg som er »altings voksende uorden«. Det er dog noget, når man samtidig betænker, hvilken substans man får med som læser af disse digte. Hvad enten de gør brug af minimalismen eller udnytter talesproget er »En verden til forskel« en værdifuld bog på grund af sin tydelighed. Digtene har en coolness, en afvæbnende ironi og forløsende humor, man ikke er forvænt med i disse år.
 

til toppen

Erik Svendsen, Morgenavisen Jyllandsposten, 28. marts, 1996
Lavmælt og forsagt digtsamling
Titlen på John Bang Jensens digtsamling "En verden til forskel" spiller på det velkendte udtryk »der er en verden til forskel«, og som betegner detaljernes vigtighed: det, der ligner, er alligevel afgørende forskelligt fra det andet. Det, der adskiller og de nuancer, der bærer den store forskel, bliver nænsomt, næsten umærkeligt markeret, f.eks. i "En smule støvregn" »som holder verden oppe/ så man bare kan gå rundt/ og holde balancen/ som om alting var/ som det skulle været og næsten i sin/ skønneste orden.«
Ja, der stod næsten, hvilket betyder, at det hele ikke er i den skønneste orden. Det ligner bare.
Lige-ved-og-næsten motivet bliver gang på gang gennemspillet i digtsamlingen, der ikke gør meget væsen af sig. Tonen er netop lavmælt, forsagt, men også umisforståelig. Et tilsyneladende glad sommerdigt begynder med ordene: »Med al den sol/ skulle man tro at alt var godt./ Men det er der ikke meget der er.«
Bogens metode bliver direkte markeret i en listig tekst om et par, der aftaler at hade hinanden, alligevel ses de to fortsat for det kræver aftalen: »Aftalen er i virkeligheden fuld af detaljer./ I detaljerne ligger noget djævelsk gemt.«
Det er godt set, for digtning er detaljens ædle kunst. Og det store ligger i det små.
Desværre er John Bang Jensens bog ikke meget mere end øvelser og en repetetiv demonstration af den solidariske illusionsafklædning. Der er masser af anslag, meget få bomber eller egentlige udfoldelser af de gedulgte krasbørstigheder. Digteren er mild i mælet og lige ved at forsvinde i arrangerede høflighedsfraser. Omvendt er "En verden til forskel" en bog, der gør nysgerrig efter en radikaliseret fortsættelse.
 

til toppen
 

Rolf Gerd Heitmann, Standart, nr. 2, 1996
Flertunget talesprog
John Bang Jensens anden digtsamling virker lidt ubeslutsom og ureflekteret i forhold til sit anti-poetiske projekt
John Bang Jensen debuterede for 5 år siden med den bl.a. af mig selv meget roste digtsamling »Det meste er sandt«. Allerede i debut'en viste Bang Jensen sig som en digter, der ikke opsøger de store abstrakte, hermetiske konstruktioner i sproget, men insisterer på at indfange og dele erfaringen af en - vi kan ikke løbe fra det - eksistentiel smerte og fundamental isolation i det lyriske jeg. Det betyder relativt åbne digte, der kommer i stand først og fremmest igennem en uhyre sensitivitet over for jeg'et selv, dets relationer til den og sprogets uudtømmelige potentiale af objektive korrelater til emotionelle tilstande.
I sin anden digtsamling, »En verden til forskel«, har Bang Jensen strammet den kommunikative skrue i sine digte en ekstra gang. I den forstand at samlingen er bevidst anti-metaforisk og antipoetisk, og har valgt dagligsprogets vokabularium og syntaks som sin udtryksform. Se blot den sprogligt kammeratlige, lidt for modstandsløse titel.
Det ellers entydige projekt medfører mange forskellige typer digte. En del af dem er meget korte, og lægger sig efter aforismens lapidariske erkendelsesmodus: »Ikke desto mindre/ må man nøjes med at være/ ingen ringere/ end sig selv.« eller endnu mere kondenseret »Jeg er ikke deprimeret./ Mit stemningsleje/ er bare relativt lavt.« Hvor veldrejede disse pudseløjerligheder så end er, kan jeg ikke opfatte dem som andet end fyld i samlingen, medmindre det, John Bang Jensen i virkeligheden ønsker, er at blive den nye Kumbel.
På den modsatte pol finder vi 2-3 sider lange digte med ordrige, brede verselinjer, hvor hverdagssprogets narrative strukturer og - som noget meget usædvanligt for lyrikken - redundans er bevaret. F.eks. i digtet »Det kommer tilbage«, hvis første strofe er citeret i rammen.[*] Digtet om erindringen er godt, men så også uden konkurrence det bedste af de lange fortællende. Og det kun fordi talesproget og skriftsproget her spilles ud imod hinanden. Digtet mimer sin narrativitet, for at overbyde, eller underløbe, den med en rigorøs gentagelsesstruktur, der inddeler digtet i fire nummererede strofer, og lader hver strofe gennemføre den samme bevægelse: Fra erfaringen eller postulatet: »Det kommer tilbage«, over de forskellige måder der erindres på: »Men ikke af sig selv./ Et sprog der arbejder som et insekt/ der sidder fast i noget klæbrigt:«, til hvad der erindres: »Det var et sted inde i tågen/ Noget gråt./ Noget der ikke kunne bevæge sig./ Noget i retning af smerte.« Selve erindringsbilledet i strofen gives således som en »Det var«-fortælling, men narrativiteten stivner igen i gentagelsesstrukturens opstilling af fire tableauer af det samme.
En mere direkte måde virkelig at gøre brug af det anti-poetiske projekt på er at skrive digtet ned til en så umiddelbar, konkret størrelse, at skellet mellem sproglig og fysisk virkelighed ophæves. Altså som hos den notoriske poet-of-reality William Carlos Williams, i hvis anti-symbolske, minimalistiske projekt digt og virkelighed gerne ,kal falde sammen. I digte som »Elementært om havnen«, »Tre digte med et hav« og »Som det ser ud« virker det da også som om Bang Jensen søger ned mod sådanne elementære lag. Men han finder dem ikke, for det der strømmer op i teksten, når digtene står på kanten til deres opløsning som digte, er ikke virkeligheden - denne særegne duft og kvalitet som kun det nærværende har – men ordspillene, den underfundige humor og letheden fra aforismerne: »Nu kommer fiskekutteren/ med det orange styrehus tilbage./ Af hensyn til sikkerheden/ må den ikke kunne falde i et/ med det åbne hav.«
Endelig er der en fjerde kategori digte i »En verden til forskel«, hvor John Bang Jensen gør det, han er god til: objektiverer en nådesløs selvindsigts indre rum i en fortættet, velturneret lyrisk form. Hvis dette ikke er nok for digteren, bør han ikke vælge det anti-poetiske som ekstra projekt, for hans store hjerte, som bestemt ikke er banalt, kan gå hen og rime på smerten i ham, hvis sproget bliver for normalt.
[*]
Det kommer tilbage.
Bedst som man sidder med blikket rettet
mod en sammenføjning i et møbel
eller mod kanten af en skygge på væggen:
Det var en aften hvor solen stod lavt.
Den skubbede alt sit lys ind i skoven.
Stammerne var tykke og grønne og fantastisk høje.
Jeg undrede mig over stilheden
og de mærkelige vinkler som skyggerne stod i.
Men så lød der et højt smæld nede fra skovbunden.
Jeg vidste ikke hvad det var
men på en besynderlig måde
passede lyden godt til det jeg så.
Og jeg løb ud af skoven
uden at tænke på at jeg løb.

til toppen

Poul Borum, Ekstra Bladet, 24. september, 1991
Forsigtighed
Fra første side i den 27-årige John Bang Jensens debutdigtsamling mærker man en medfødt sikkerhed i digtenes musikalske opbygning, både linje for linje og helheden.
Man bemærker også med det samme en klarøjet registrering af komplicerede omverdensforhold og en måske særlig dansk (eller jysk?) vilje til ikke at sige mere, end man kan stå ved.
'Det er nødvendigt / med forsigtige bevægelser', slutter et digt. Det betyder både 'nu må vi passe på!' og 'vi skal bevæge os, men forsigtigt'. Det er den gode forsigtighed, som ikke har noget at gøre med at være ræd. Tværtimod. Bang Jensen skriver om 'et udsat øjeblik', og også her er sprogets fintmærkende mangetydighed i gang: 'udsat' betyder både risikabelt og udskudt i tid (og den gamle betydning forstødt klinger med - som i udsatte børn, hittebørn).

Bang Jensens forsigtighed er nænsomhed og lydhørhed, det er en metode. Og det han er ude på er at 'komme til sig selv', dvs. komme til bevidsthed om sig selv som individ i samklang med omverdenen.
Det gør denne debutbog ikke bare talentfuld, men også væsentlig.
 

til toppen

Per Højholt, Morgenavisen Jyllandsposten, 24. september, 1991
En stilfærdig digtsamling
Det er en på overfladen meget stilfærdig digtsamling, denne debutant ulejliger markedet med, digte hvor venten og stilhed, pause og efterklang er kalkuleret ind i oplevelsen. Men det er kun på overfladen, at det ser sådan ud. Mere grundig læsning afslører et andet og nok sandere gemyt.
Den stilfærdighed, John Bang Jensen fører sig frem med, er bedragerisk i den forstand, at den dækker over et vedholdende, intenst og analytisk sind, der i flere af digtene kommer godt til udtryk. Alene dette vidner om en tilgang og en modenhed, som er sandt ”lyrisk”, hvis ellers noget overhovedet er det.
Under alle omstændigheder lærer man hurtigt at lytte opmærksomt og lade ordene klinge sig til en fuld valør, og så må det siges, at poesien ikke bare rumsterer i kulissen, men træder frem med rimelige mellemrum. En tydelig påvirkning fra Inger Christensens tidlige fase har åbenbart været befrugtende, og alene det, at John Bang Jensen har begrebet det særlige i denne poesi, vidner om i hvert fald en form for talent. Godt begyndt.
 

til toppen

Peter Laugesen, Information, 30. september, 1991
To debutanter
Forsigtighed og talent hos John Bang Jensen og Efie Beydin
Forsigtighed, siger man, er en borgmesterdyd, men det er jo næppe borgmestre, de unge lyrikdebutanter vil være. I så fald er de i hvert fald begyndt et forkert sted. Borgmesterfrekevensen
blandt danske digtere er meget lille.
Forsigtige er de nu alligevel. På godt og ondt. En slags professionelle uden profession. Vandrere i den blå dal, som John Bang Jensen skriver om: mellem virkelighed/ og det der vidner/ derom.
Et sted skriver han ligefrem: Stormen raser på fjerde døgn/ vinden vil ind til mig/ mine vinduer holder stand.
Bare de ville gå i stykker. For John Bang Jensen er ikke bare talentfuld, han er allerede god. Langt bedre end han tør være i sit lidt krukkede indelukke: Rummet er så stort/ at jeg lige netop kan være i det/ hvis jeg ikke bevæger mig/ eller trækker vejret.

Lidt anderledes er det med en anden af efterårets debutanter, Efie Beydin. Hun er visuelt orienteret, og hendes sprog er usikkert. Hun kommer også fra et andet sted, der ikke er præget nær så meget af æstetiske skoleridt og et foto af Paul Celan på væggen som af stemninger fra en slags Christiania. Hun kan skrive, at hele eftermiddagen/ ser jeg gamle mennesker/ i tynde skind/ som er vokset fra dem.
En stærk og konkret iagttagelse, direkte anbragt i sprog. Men selvom der er mere af den slags i hendes bog, som det abrupte: at bide negle/ og pludseligt smage din krop er der også en masse tomgang, der bare er lyrik, ofte med en retorisk tone, der meget langt ude kan minde om Benny Andersen, bare uden vid og bid. Og alligevel, natlæder sprækker/ i øjeløst mørke er ikke den eneste formulering, der trækker erfaringer ind, som dybest set må stamme fra et samfund af en ganske anden type end det, der så smukt har åndenød bag John Bang Jensens bestormede vindue.
 

til toppen
 

Lars Bukdahl, Kristeligt Dagblad, 14. november, 1991
Radikal enkelhed
John Bang Jensen debuterer med en renset, fintklingende lyrik
Det er ikke med et BANG 27-årige John Bang Jensen debuterer, men snarere med et meget fint og stilfærdigt Jensen.
»Det meste er sandt« er bogens vel åbne titel og cirka midtvejs erklærer digteren, at »det er nødvendigt/ med forsigtige bevægelser« Hvilket så er hvad han både praktiserer og tematiserer.
I et fintklingende, enkelt og renset sprog skildres små øjeblikke og forskydninger af fremmedhed og nærvær. Ofte af en eksplicit vag og uklar karakter, og at få den slags til at svinge så flot som det sker i f. eks. følgende digt er virkelig en kunst:
»Der springer noget frem/ som er forsynet med vinger i utrolige farver/ og der opstår forvirring/ de mærkeligste steder// i en have der lider under tørke/ langs en grusvej hvor buskenes blomster kaldes/ hybenroser/ ved en sø hvor fiskehejren kredser// der springer noget frem/ de mærkeligste steder/ og der opstår forvirring:// er det bare nogle sekunderes vanvittig søvn/ eller er alting pludselig i gang?«.
Her og dér kan teksterne godt gå hen og blive en grad for usynlige eller fordampe helt, men det jeg tror, i sidste ende sørger for at samlingen, trods den principielle vaghed, holder sig flot sejlende, er det lige netop mærkbare strejf af en humor, der godt kunne minde om den tidlige Benny Andersen - f. eks. her i et mørkt digt om omverdenens fjendtlighed:
»Byen vil vide sig ud/ det sidste hus' yderste mur/ har aldrig villet være det sidste hus' yderste mur// i morges vågnede havet/ træt og uroligt/ efter et mareridt/ havet drømte at det havde/ en bølge for lidt, at det havde bølge/ for meget«.
Berit Jensens flotte og præcise forside forestiller fingre der griber efter runde billeder af bjerge, graner og en hytte i sne, og yderste oppe på bagsiden en smilende pige i en hvid t-shirts med brystlynlåse. Hende hører vi gerne mere til, men lader også gladeligt digteren blive stående i efteråret i smuk forsvinding og tilblivelse et øjeblik endnu. »Først kommer bladene/ hvirvlende ham i møde/ så kommer stødet/ af vinden/ der imellem/ nøjagtig et øjeblik/ har han/ sig selv«.
 

til toppen

Poul Erik Tøjner, Weekendavisen, 11. oktober, 1991
Bevægelser
John Bang Jensen har sat et digt af Inger Christensen som motto til sin debutsamling "Det meste er sandt". Det lyder: "Hvem ved/ om ikke tingene/ ved med sig selv/ at vi hedder/ noget andet." Med dette perspektiv - os set fra tingenes synspunkt - bevæger John Bang Jensen sig gennem verden. At dette også bliver en bevægelse gennem digt og digte giver sig selv, thi digtets betydningsdannelse opstår jo ud af disse skæringspunkter mellem jeg og ting. I stedet for at skrive enten om tingene eller om jeget, vælger Bang Jensen da at tage ophold i mødets mere eller mindre ufrivillige bevægelser - og netop bevægelse i form af forskydning - det vil sige inden den bliver bevidst handlende bevægelse - dominerer samlingens første fjerdedel. I et næsten behageligt billedfattigt sprog forsøger det digtende jeg at bestemme sin position i rummet - men det bliver "...en fortælling/ om noget der ingen steder passer/ et billede på verden/ et notat stukket ind i sammenføjningen". Samlingen er dette notat og der bliver plads til det, fordi sammenføjningerne ikke er tætte, men netop små mellemrum, hvori undren kan trives. Og hvori begivenheder finder sted. Der drømmes om intet - og det er hos Bang Jensen når et billede falder sammen med sin genstand. Der hører al virkelighed op. "Det meste er sandt" er en vellykket og sikker debut af to grunde: for det første fordi den er disciplineret i sin brug af billedsprog og således ikke forveksler poesi med floromvunden tale, for det andet fordi den forener skriftbevidsthed og poesi på en utvungen og upatetisk måde. Det hele handler ikke om poesiens genvordigheder, det handler om den undren, som et nærsyn på tingene, os selv og vores blik kan afføde.
 

til toppen


Conni Bork, Politiken, 20. februar, 1992
Måske
Fine debutdigte på stor afstand af smukke billeder
Løgn over løgn, eller sandhedens undertrykte vækst. John Bang Jensen prøver at placere sig i manipulationens skift, det er et ambitiøst og spændende projekt og fordrer også lidenskab.
Hvert digt er en stykkevis rejse ned gennem den samme oplevelse af sammensættende, adsplittende handlinger der mest har karakter af forståelser, indsigt. Digtene har en ræsonnerende tone.
Samlingen handler om eksistentiel tranghed, ofte anskueliggjort i rum, der helt bogstaveligt ikke passer i størrelsen. Her et fint kig ind i rumbilleder 'jeg halvvejs rejser mig i/ måske lige netop stejfet/ måske af ord som/ sand og klokke/ og ingen verdens ting'.
'Måske' bliver en vigtig modus i digtene. Ligesom rummet bliver den afgørende metafor, det sted som jeget hele tiden presser sig frem mod, men samtidig er rummet også en sovepude for den digteriske sprogtrang, da digtene især er gode, lige før man når så langt. Her en ransagende, småirritabel stemning i en af sonderingerne: 'Altid det næste og næste/ og altid denne rest/ filtret knitrende rest/ ved min side'.
Et oprydningsarbejde der ikke vil gå op, og en overbelastet hjerne, hvor digtet også selv slår ud i medfølelse 'Lukke sammen/ bankende hjerne/ komme til sig selv.'
Både i typografi oq sats understøttes den sonderende tone. Nogle af de bedste billeder er trængt sammen på en mærkelig beskeden måde, der ligner en pludselig tilbagelægning: 'i en have der lider under tørke'.
Der er steder, hvor John Bang Jensen formår det enkle og raffinerede:

For så vidt
har han aldrig været så tæt på
at komme i tanke om hvem han er
og hvem han kan fortælle
det til
Det er jo både løgnens og sandhedens skridt, der ligger helt tæt op ad hinanden, kun adskilt af den tyndeste membran. Samlingen kommer tæt på membranens og væggens viden, de allermindste afstande som skiller tingene fra hinanden, tale fra tavshed, væren fra intet.
John Bang Jensen har skrevet en fin debutsamling, lidt tilbageholdende, men klog, nuanceret.
 

til toppen

Rolf Gerd Heitmann, Standart, nr. 1, 1992
John Bang Jensens debutsamling er præget af de modernistiske stemningsnuancer som vi kender så godt: venten, længsel, melankoli etc. Men det er kun som udgangspunkt, som en erfaring af et grundlæggende 'tab', simpelt hen af, at det hele ikke er som det bør være, at disse følelseskategorier tæller. For digteren giver sig ikke hen til en dyrkelse af sin vemodige spleen, dertil har han for meget på hjertet, - for meget betydning at lægge ned i digtene og dele med læseren. Han er ikke resigneret men overbærende i forhold til verden. Eller sagt med et mere poetisk ord, så er mildhed kardinalfølelsen i samlingen.
Dette antiautoritære moment skrives frem imod digtenes egne odds. Bang Jensen kan nemlig ikke, med de skarpslebene indsigter og erkendelser han vil formidle, undvære et forholdsvist rationelt og intakt sprog. Det er altså ikke en digtsamling, hvor der sælges ud af sprogets kommunikative evne, til fordel for at gøre det æstetiske selv, med hele dets stoflige kvalitet, til digtenes genstand. I stedet står digteren talentfuldt ubesværet og holder balancen imellem fornuft og suggestion på en line af beskedenhed og præcision, som man ikke skulle tro eksisterede.
Også tematisk er mellempositionen eller »skumringen«, som det velvalgt nogle gange betegnes i samlingen, det helt centrale erfaringsfelt. Gråzonens diffusitet er et enzym, der f.eks. i digtet »Dagen støder mod natten« opløser tidens og rummets forbindelser med kroppen: »foran og bag ham sætter tiden langsomt ud// som om han kunne være/ hvor som helst«. Det herved frisatte og transformerede tekstlige subjekt ejer en næsten skræmmende sensibilitet, der lader det registrere at »underlige forskydninger finder sted«, som det hedder ligefremt og dagligdags i digtet »Stilheden hersker«. Der fortsættes i samme sprogtone, men med perspektivet snøret så meget sammen, at det er de ting man kan nå ved at række ud med armen, der kræver deres væren fordoblet i digtet: »i nærheden/ to små ting på bordet/ er hver for sig den mindste«. Billedet beskriver »forskydningen« som en front hvor fraværs- og nærværskræfter mødes. Ting, der kappes om at være så små som muligt uden at forsvinde, ting i en fluktuerende dans imellem væren og ikke-væren, skaber afvigelser i den manifeste verden, og laver revner i dens forhornede overflade. Det er i disse sprækker subjektet eller digtet kan investere sig selv, som det heterogene, der på een gang er 'alt' og 'næsten-ingenting', som »noget der ingen steder passer// et billede på verden// et notat stukket ind/ i sammenføjningen«, som der står i et andet digt.
John Bang Jensen er en debutant, der klogt har valgt ikke at indspinde det store erfaringsrum, som hans skarpe, dissekerende blik har foræret ham, i for megen æstetisk skønhed. Digterens eminente følsomhed over for sproget sættes helt ind på at fremskrive disse ubetalelige sætninger, som er fuldendte i deres præcision og klarhed, og uden hvilke, der ikke ville findes lyrik. Det lykkes forbavsende ofte for ham, og oven i købet så ubesværet, at man føler »Det meste er sandt« kun er toppen af isbjerget.
 

til toppen

Jørgen Bruhn, Helsingør dagblad, 3. marts, 1992
Forskydninger
En af de mange spændende lyrikdebutanter fra sidste år hedder John Bang Jensen, som debuterede med en lille, fåmælt og sært tyst digtsamling, »Det meste er sandt«. Jeg læser denne fine bog som et samlet udtryk for et, omend skrøbeligt, jeg's oplevelse af verden. Det er en verden som uafladeligt forandres og forskydes i kraft af ændringer i jeg'ets indre. Tilværelsen opleves uden faste holdepunkter, ikke engang jeg'et tilbyder ro og stilstand, digtene udstiller »et jeg der bestandigt/ er sin egen forsvinden«.
Digtene i samlingen kan udtrykke total apati og lammelse: »Hvad er der så tilbage?/ denne dumpe smerte/ smagen af bly og vand/ og ikke andet// der kan intet ske/ intet kan ske«. De kan udtrykke en angstfuld klaustrofobisk tilstand (med en snert af ironi?): »Rummet er så stort/ at jeg lige netop kan være i det// hvis jeg ikke bevæger mig/ eller trækker vejret«. Endelig kan jeg'ets situation beskrives i en ironisk-lakonisk tone, der både signalerer undertrykt desperation og påtaget ligegyldighed: »For så vidt/ har han aldrig været/ så tæt på/ at komme i tanke om/ hvem han er/ og hvem han kan fortælle/ det til«, som det lyder i hakkende rytmer, der antyder lige så meget som ordene på det hvide papir.
John Bang Jensen skriver knapt og præcist, ironisk og lakonisk. Det giver »Det meste er sandt« en indtrængende tone, der fastholder og fascinerer, og i hvert fald giver mig en fornemmelse af, at det meste, i en eller anden forstand, er sandt.
 

til toppen

Jens Henneberg, Aalborg Stiftstidende, 14. februar, 1992
Uløste problemer
Allerede denne debutsamlings titel signalerer den opgivende, skuldertrækkende holdning, at der ikke er stort nyt at tilføje. Et sted sniger en passage som denne sig ind: hvad er der så tilbage?/ denne dumpe smerte/ smagen af bly og vand/ og ikke andet/ der kan intet ske/ intet kan ske
Denne holdning, som ind imellem finder nihilistisk udtryk, antager i faser karakter af identitetskrise. Hvor englænderne har ordsproget: “The longest way around is the sweetest way home”, mener Bang Jensen: som om den længste vej ud/ er den korteste vej hjem/ til et jeg der bestandigt/ er sin egen forsvinden
Således er denne bog bestandig et forsøg på en nedskrivning mod dette indholdsløse intet. Paradokset er, at samtidig med, at Bang Jensen vægrer sig ved at tro, at man kan komme frem til en erkendelse, når han netop frem til den. Der er etiske normer, der har gyldighed - der er værdier.
Det er en anderledes og vedkommende debut, der rejser centrale eksistentielle problemer, men den løser dem ikke - og just deri ligger en værdi.
 

til toppen


Annette Bruun, Århus Stiftstidende, 20. oktober, 1991
Forskydningens kunst
Hos John Bang Jensen (årgang 1964) optræder »jeg« og »han« oftest inde i et rum, hvor alt udenfor er fjendtligt, jeg'et ude af stand til at opnå kontakt.
Lyset står fjendtligt stejlt i rummet, vinduerne holder stand mod stormen. Der er en gennemgående morgenstemning af, at en ny dag truer. Det handler om umuligheden af at etablere nærvær. I dette univers er manglen et grundvilkår, uoverskrideligt. Det demonstreres flot gang på gang.
Det nærmeste, tingene kommer på mødet, er i forskydninger; et ord, der gentages hyppigt og effektfuldt. Det er brutalt, men der er ikke noget at gøre.
Digtsamlingen skruer sig ned gennem de første to afsnit, så er der en åbning ud alligevel i det tredje, men bogen slutter i lukket, på vej mod ophør og intet.
Men det er også befriende, når digteren overgiver sig: Så lad der være noget galt/ lad tingene ligge på gulve/ bliv liggende/ vælt ud over kanten/ hæld mælken ud over bordet// sådan videre/ fra dag til dag/ fra drøm til drøm// venter der mig noget?// om et øjeblik står jeg ved vinduet/ om et øjeblik går jeg hen til døren/ kommer nogen ind?/ går jeg ud?

Bogen vrimler med poetiske standarder som rummet, drømmen, solen, månen, skibet, havet, ensomheden, tiden og sandets flygtighed, men i John Bang Jensens univers bliver de til materiale: så dejligt befriede for metafysiske rester.
 

til toppen